Man skal (åbenbart) ikke tro man er noget……

Man skal (åbenbart) ikke tro man er noget……

∗ TILLYKKE MED FØDSELSDAGEN TIL MIG……. OR NOT!

Jeg havde fødselsdag her i starten af November, og selvom man er voksen så vil man da stadig gerne huskes og ønskes tillykke ik?
Efter Hyggelig morgenmad og gaver fra min kæreste og søn, tog vi alle sammen hjem til mine forældre hvor min lillebror og jeg skulle fejres med god mad og familiehygge. (vi har fødselsdag med 6 dages mellemrum).

det er som altid hyggeligt når vi er hele familien samlet, vi spiller spil, hygger, får gaver, griner, snakker og spiser god mad.
Jeg kigger (selvfølgelig) på min telefon engang imellem, for at se om nogen sku ha ønsket mig tillykke på sms, Facebook eller lign. (er det ik meget normalt lige at tjekke?)
Min mor har gang i noget samtale via messenger, så hendes telefon bipper konstant, så min søster spørger om hun ikke kan sætte den på lydløs… ‘Jeg bliver da deprimeret over, et min mor har flere venner end mig, det er da sørgeligt’.

‘Årh vil du stoppe…. klokken er 19.40, jeg har ingen beskeder fået – INGEN! Ingen sms’er, ingen opkald, ingenting på Facebook’ er så mit (bevares, lidt bitre svar).
Både min mor, søster og kæreste synes det er underligt, og så går den vilje jagt på at finde ud af hvorfor ingen har skrevet til mig på Facebook. Det viser sig så at min fødselsdag står til at kun jeg selv skal kunne se den, og det er så derfor ingen har skrevet til mig, ifølge mor, søster og kæreste. min kæreste gør det offentligt (ikke fordi jeg beder om det, men han synes da at folk skal kunne se det, så de har en chance for at skrive til mig), og de 3 skynder sig så at skrive tillykke på min væg, og min mor skriver en opdatering om at vi holder fødselsdag.
Jeg bliver faktisk enormt ukomfortabel over situationen, for jeg nævnte det overhovedet ikke for at få ynk eller noget. Hvis ikke min søster havde nævnt det med min mors telefon, så havde jeg slet ikke sagt noget, og nu blev det pludselig et ‘familie projekt’ at minde andre om at jeg altså havde fødselsdag.

Der er så 8-10 mennesker der skriver en hilsen i løbet af aftenen, og det er slevfølgelig dejligt… men grunden til min frustration er at hvis min kæreste ikke havde gjort min fødselsdag offentlig, så havde ingen skrevet tillykke til mig. Ikke min veninde gennem 21år, ikke mine studieveninder gennem 12 år, ingen af de mennesker jeg trofast skriver tillykke til hvert år, både dem og deres børn, ingen fra min familie (udover søskende og forældre som jeg var sammen med).
Og ja, det lyder super ynkeligt, og det irriterer mig også at det gik/går mig sån på… men helt ærligt altså!!!
Bare fordi facebook ikke minder dig om at din veninde har fødselsdag, så kunne du måske godt selv liiige prøve at gøre en indsats for at huske det!
Det mest sørgelige er så, at min ud af de 8-10 mennesker er 1 af dem en studieveninde gennem 12 år, resten er bekendte og forældres venner.

Dagen efter kommer der lidt opslag med forsinket tillykke og sån.. blandt andet min veninde gennem 21 år. men ingen af mine veninder gennem 12 år, eller min familie. og stadig ingen hilsener fra nogle af dem, og det er små 14 dage siden jeg havde fødselsdag.
I princippet er jeg ligeglad, eller det vil jeg i al fald gerne være. Jeg synes det virker enormt sølle og småligt at gå op i fødselsdagshilsener på sociale medier, men det er jo faktisk heller ikke det det handler om for  mig. Jeg er sgu ligeglad med hvor mange der skriver til mig, eller om de skriver på facebook så andre kan se hvor ‘populær’ jeg er. Det handler om at nogle mennesker som jeg troede jeg betød noget form, de i bund og grund er pisseligeglade! Det gør mig sgu ked af det! Jeg kan jo se at de har været på facebook siden, og i og med at en af vores fælles veninder har skrevet tillykke til mig, så kan de næsten ikke undgå at se det. det mindste man kan gøre, er sgu da at sende en sms og lige sige ‘ jeg er sgu ked af at jeg glemte du havde fødselsdag, men håber du havde en god dag…’, et eller andet. at det bare bliver ignoreret gør det næsten kun værre synes jeg!

Puh det blev et lang ynke indlæg, selvom ynk slet ikke var planen, men nu kom det ud af hovedet, og det var rart!

En hverdag med smerter og mange tanker…

En hverdag med smerter og mange tanker…

Sådan her har jeg det i dag (og ofte også mange andre dage) – grå, trist, træt, opgivende og bare generelt rigtig dårlig tilpas.
 

 

Jeg kæmper dagligt med udefinerbare smerter i kroppen, primært i ben og arme – især knæ og albuer.
Har været hos lægen og fået taget en million blodprøver, og der var intet at se, alt ser fint ud… hans svar var –
Se tiden an, og smertedæk…!

Så forleden så min aftenhygge således ud…
Panodil, Ibumetin, d-vitamin, sertralin og metformin, og lidt rittersport at skylle ned med.
Panodil og Ibumetin tager jeg 2 og 1 af, 3 gange om dagen – 9 piller om dagen, 63 piller om ugen, ca 270 piller om måneden.. det kan da umuligt være sundt!?!?
derudover tager jeg d-vitamin, metformin pga. pcos og sertralin pga. depression. så der kommer rigeligt piller indenbords herhjemme! (årsagen til de andre, kan i få en                                                                                               anden dag)

Jeg har snakket med veninder, og andre om hvad der mon kan være skyld i mine smerter, og nogen nævnte fibromyalgi.. men det ville min læge slet ikke høre tale om. men det kan da ikke være rigtigt at jeg bare skal proppe mig med piller resten af mit liv?? For de er (mærkbart), ikke særlig gode for min mave!
min kæreste mener at det måske kan være psykosomatisk, at min psyke faktisk er så ramt at min krop prøver at vise mig at jeg skal stoppe op. Men jeg kan jo mærke at jeg har FYSISK ondt!!

Mine to sidste jobs mistede jeg pga. for meget fravær, og jeg er skide bange for at miste mit nuværende også. Jeg prøver virkelig at kæmpe mig igennem den kontante træthed og smerterne, men jeg arbejder på et lager. Jeg går i sikkerhedssko hele dagen og pakker kasser med medicinsk udstyr til hospitaler, så efter en hel dag er jeg totalt smadret i min krop. og så hjem og hente 4 årig, have overskud til ham og aftensmad og spas inden far kommer hjem kl.18. Kl.21 er jeg SMADRET, så i seng, uret ringer 5.30 og så starter showet forfra. Jeg kan snart ikke mere!
Det går udover min søn, min kæreste, vores hverdag, vores økonomi. Hvis det ikke er smerterne der slår mig ud, så er det alle tankerne som gør at jeg er totalt fraværende. Mit temperament er virkelig skizofrent, jeg er både enormt vred hele tiden, men vil egentlig også bare gerne krammes og falde i søvn i min kærestes arme.
Jeg arbejder som vikar, og får derfor kun løn for de timer jeg reelt er på arbejde.. så hver gang jeg ringer mig syg, kan jeg mærke frustrationen hos min kæreste, for det er jo så endnu mindre ind på kontoen. Jeg kan sagtens forstå ham, men samtidig synes jeg det er enormt hårdt også at skulle spekulere på hans tanker om mig, når jeg har rigeligt at tænke på uden at skulle ha den dårlige samvittighed med i rygsækken!

Jeg er uddannet pædagog, men stoppede efter vi fik vores søn.
Jeg skal ikke tilbage til pædagogjobbet lige nu, kan ikke engang børste min søns tænder uden at få ondt!

  • MEN HVAD SKAL JEG SÅ?
  • Kontorjob? mangler uddannelsen, og vi har ikke råd til mig på Su.
  • Blive ved som vikar? det kan min krop ikke.
  • Kontakte jobcenter og høre om de kan hjælpe?
  • Kontakte fagforening og høre om de kan hjælpe?

Jeg er totalt i vildrede… og iver seriøst snart fortabt!!

Tak fordi du læste med hele vejen… det var rart at få luft for nogle af tankerne – selvom jeg ikke er kommet nærmere en løsning!

 

Baking gone wrong….

Baking gone wrong….

Moaar… skal vi ikke bage tigermuffins?

spørger min 4 årige om kl.14.30.

Vi har været hjemme i dag, da Junior lå med feber i går, og lige skulle nå helt på toppen inden han kommer i børnehave igen.
Han har kedet sig lidt, så da han spurgte om vi ikke skulle bage tigermuffins sagde jeg

Vi kan da prøve Basse… gå ud og vask hænder, og tag din skammel med ind…

Vi finder ting frem, måler, vejer, blander, rører, smelter, hører musik og hygger…            

Mens vi venter på at de bager, laver vi lidt videre på de perleplader vi gik i gang med i formiddags.
Efter 15min går jeg ud og kigger til dem, og de ser ikke heeeelt rigtige ud…

Jeg bager ofte, og plejer normalt at have ok styr på det – på ingen måde hamrende dygtig.. men kan da bage til hjemmebehov 🙂 – Dog var mine ‘evner’ ikke med mig i dag… fordi det her kom ud af ovnen    ↓↓↓↓

Jeg prøvede at putte dem på fad… Hjalp ikke rigtig 😀

De smager faktisk godt – tro det eller ej – men jeg tror de bliver forvandlet til cakepops i morgen eftermiddag.
Junior var IKKE tilfreds, så jeg har lovet at vi prøver igen i weekenden, og så skal det være RIGTIGT…

med rigtige striber og glasur og øjne…. altså skøre mor…

 

What to write…… Lidt om mig – Man skal jo starte et eller andet sted…

What to write…… Lidt om mig – Man skal jo starte et eller andet sted…
Here I Am… I Fuldt Flor – Get It?? Fordi Der Er Busk Og Blomster….

Hmm… Halløj i Blog verdenen.
Jeg er 34 år, har gået rundt med tanken om at blogge i en del år, men har været/er stadig meget usikker på…

  • hvor meget skal jeg dele?
  • hvor ærlig skal jeg være?
  • hvor ofte skal jeg skrive?
  • hvad vil folk læse om?
  • gør jeg det for andres eller for min egen skyld?
  • skal der billeder til alle indlæg?
  • er jeg spændende/interessant nok?

mange spekulationer.. men nu kaster jeg mig ud i det.
det her bliver ikke en pastelfarvet blog med billeder af perfekte små opstillinger fra mit hjem. det bliver ikke en fitness blog, en opskrift blog, en makeup blog… Ikke at der på nogen måde er noget galt med det, det er bare ikke min hverdag, og det er den jeg gerne vil dele.

Jeg er helt almindelig, 34 år (som sagt), kæreste på 14.år, har en søn på 4. er uddannet pædagog, men er (som en del andre), hoppet fra faget pt. pga. mange ting – som i sikkert vil komme til at læse om på et senere tidspunkt. Jeg roder, rytter op, spiser sundt, spiser usundt, føler mig utilpas med makeup på, men elsker en god bytur med masser af drinks og dans på bordene.

Jeg håber på at kunne få noget respons på hvad i vil have? synes er spændende, sjovt osv.?
og ellers vil jeg bare kaste mig ud i det, og fortælle om mig, min hverdag, ting jeg oplever, ting jeg spekulere på, og alt andet der svæver rundt i min verden.