En hverdag med smerter og mange tanker…

Sådan her har jeg det i dag (og ofte også mange andre dage) – grå, trist, træt, opgivende og bare generelt rigtig dårlig tilpas.
Jeg kæmper dagligt med udefinerbare smerter i kroppen, primært i ben og arme – især knæ og albuer.
Har været hos lægen og fået taget en million blodprøver, og der var intet at se, alt ser fint ud… hans svar var –
Se tiden an, og smertedæk…!

Så forleden så min aftenhygge således ud…
Panodil, Ibumetin, d-vitamin, sertralin og metformin, og lidt rittersport at skylle ned med.
Panodil og Ibumetin tager jeg 2 og 1 af, 3 gange om dagen – 9 piller om dagen, 63 piller om ugen, ca 270 piller om måneden.. det kan da umuligt være sundt!?!?
derudover tager jeg d-vitamin, metformin pga. pcos og sertralin pga. depression. så der kommer rigeligt piller indenbords herhjemme! (årsagen til de andre, kan i få en anden dag)

Jeg har snakket med veninder, og andre om hvad der mon kan være skyld i mine smerter, og nogen nævnte fibromyalgi.. men det ville min læge slet ikke høre tale om. men det kan da ikke være rigtigt at jeg bare skal proppe mig med piller resten af mit liv?? For de er (mærkbart), ikke særlig gode for min mave!
min kæreste mener at det måske kan være psykosomatisk, at min psyke faktisk er så ramt at min krop prøver at vise mig at jeg skal stoppe op. Men jeg kan jo mærke at jeg har FYSISK ondt!!

Mine to sidste jobs mistede jeg pga. for meget fravær, og jeg er skide bange for at miste mit nuværende også. Jeg prøver virkelig at kæmpe mig igennem den kontante træthed og smerterne, men jeg arbejder på et lager. Jeg går i sikkerhedssko hele dagen og pakker kasser med medicinsk udstyr til hospitaler, så efter en hel dag er jeg totalt smadret i min krop. og så hjem og hente 4 årig, have overskud til ham og aftensmad og spas inden far kommer hjem kl.18. Kl.21 er jeg SMADRET, så i seng, uret ringer 5.30 og så starter showet forfra. Jeg kan snart ikke mere!
Det går udover min søn, min kæreste, vores hverdag, vores økonomi. Hvis det ikke er smerterne der slår mig ud, så er det alle tankerne som gør at jeg er totalt fraværende. Mit temperament er virkelig skizofrent, jeg er både enormt vred hele tiden, men vil egentlig også bare gerne krammes og falde i søvn i min kærestes arme.
Jeg arbejder som vikar, og får derfor kun løn for de timer jeg reelt er på arbejde.. så hver gang jeg ringer mig syg, kan jeg mærke frustrationen hos min kæreste, for det er jo så endnu mindre ind på kontoen. Jeg kan sagtens forstå ham, men samtidig synes jeg det er enormt hårdt også at skulle spekulere på hans tanker om mig, når jeg har rigeligt at tænke på uden at skulle ha den dårlige samvittighed med i rygsækken!

Jeg er uddannet pædagog, men stoppede efter vi fik vores søn.
Jeg skal ikke tilbage til pædagogjobbet lige nu, kan ikke engang børste min søns tænder uden at få ondt!

  • MEN HVAD SKAL JEG SÅ?
  • Kontorjob? mangler uddannelsen, og vi har ikke råd til mig på Su.
  • Blive ved som vikar? det kan min krop ikke.
  • Kontakte jobcenter og høre om de kan hjælpe?
  • Kontakte fagforening og høre om de kan hjælpe?

Jeg er totalt i vildrede… og iver seriøst snart fortabt!!

Tak fordi du læste med hele vejen… det var rart at få luft for nogle af tankerne – selvom jeg ikke er kommet nærmere en løsning!

Skriv et svar